Det er mere end et år siden, at Covid-19-pandemien spredte sig over Europa og resten af verden. Millioner er døde af denne virus. Omfanget af krisen socialt, økonomisk og på det personlige plan er uden fortilfælde i EU's historie. Alligevel lykkedes det os gennem en ekstraordinær indsats, centreret om internationalt samarbejde, på mindre end ti måneder at udvikle ikke bare én, men flere vacciner. Vi sætter vores lid til videnskaben for at sikre, at disse vacciner er sikre og effektive. EU's mål er og har været at få så mange sikre og effektive vacciner ud til så mange mennesker som muligt så hurtigt som muligt. Desværre blev flaskehalsen i produktionen undervurderet, og det internationale samarbejde, der havde fungeret så godt i forbindelse med udvikling og forskning i vaccinerne, forsvandt i produktions- og distributionsfasen. Vi skal fortsætte med at øge indsatsen for at udvide vaccineproduktionen og -distributionen. Det er afgørende at sætte skub i produktionen og skabe incitamenter til at øge den nuværende vaccineproduktionskapacitet. Vi skal også arbejde for at øge de råvarer og ingredienser, der er nødvendige for at producere disse vacciner.
S&D-gruppen vil altid støtte en europæisk tilgang til indkøb, distribution og anvendelse af vacciner. Vi anerkender dog, at der er mangler og fejl, som Kommissionen og medlemsstaterne må tage ved lære af. Vi har et presserende behov for at tilpasse og løse disse problemer. Vi er fast overbeviste om, at vi kun kan overvinde denne krise ved at arbejde sammen, både på europæisk og internationalt plan.
Desuden kan vi stå over for en situation, hvor pandemien bliver til en endemisk situation, der vil opstå regelmæssigt ved lokale eller sæsonbestemte udbrud med risiko for ny verdensomspændende spredning. Dette kan føre til et fremtidigt behov for yderligere vaccinationer eller endda for årlige vaccinationer for en betydelig del af vores befolkning. Vi skal derfor tage højde for de erfaringer, vi har gjort, og forberede os på lang sigt.
Vacciner er et offentligt gode, og universel adgang bør sikres. Milliarder af EU-borgernes penge er gået til udvikling og køb af vacciner, og de forventer med rette resultater. Vi er nødt til at vise solidaritet mellem medlemsstaterne, men også globalt. Ulighederne stiger over hele verden, og det er yderst vigtigt at beskytte alles sundhed, især sårbare befolkningsgrupper og lande. Vacciner skal være tilgængelige for alle, og vi opfordrer til reel retfærdighed i den globale adgang til vacciner, idet vi anerkender sundhed som et globalt fælles gode uden territoriale grænser.