Mange tænker på Frankfurt som EU's finansielle centrum og derfor som dets økonomiske hjerte. Man kan også sige det samme om vores nationale hovedstæder og to eller tre af de største byer i hver medlemsstat. Faktisk er det meste af den spanske rigdom koncentreret i Madrid og Barcelona. Men afhænger EU's fremtid udelukkende af dem?
Vi, socialdemokraterne, er overbeviste om, at det ikke er - og ikke kan være - tilfældet. Faktisk vil Spanien blive et succesfuldt samfund, når vi udnytter hele nationens potentiale - fra Madrid til de yderste regioner som De Kanariske Øer og landområderne i Murcia. Det samme gælder helt sikkert for EU - fra Frankfurt til de nordligste regioner i Finland og de områder, der er ramt af den klimakrise, vi lever i, især de landsbyer og små byer, der lider under ødelæggende brande og oversvømmelser i Polen, Kroatien og Grækenland.
EU blev født som et projekt med et socialt hjerte. Det var således i stand til at overbevise borgerne om, at det ikke var noget abstrakt, men tværtimod noget, der var til stor gavn for hver enkelt af dem personligt. Først - på ruinerne af Anden Verdenskrig og igen - efter afslutningen af den kolde krig. En af de bedste inkarnationer af alt dette var og er stadig samhørighedspolitikken. Millioner af europæere har fundet job i SMV'er støttet af samhørighedsmidler, børn har kunnet blive i skolen, liv er blevet reddet på hospitaler bygget med penge fra samhørighedspolitikken, og folk har brugt EU's infrastruktur, som er blevet forbedret med disse midler, til at komme til disse skoler og hospitaler.
Europa-Kommissionen har for nylig offentliggjort sin 9. rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed, hvilket giver os mulighed for at gøre status og opsummere de vigtigste faktorer i forbindelse med denne store europæiske politik.
Først og fremmest må vi sige det højt: Slå ikke samhørighedspolitikken ihjel! Nogle grupper til højre i EU's politiske spektrum sætter åbent spørgsmålstegn ved behovet for dette store investeringsinstrument. Hvad værre er - oven i dette - kommer den bekymrende tendens til at tage penge fra andre legitime og presserende behov, som vores Union står over for. Det er sandt, at den økonomiske genopretning efter pandemien, energikrisen og alle andre konsekvenser af den russiske invasion i Ukraine utvivlsomt kræver brug af EU-penge. Men for S&D-gruppen kan dette - som regel - ikke ske på bekostning af udtømning af samhørighedsfonde, der er rettet mod investeringer i fremtiden. Faktisk er det det første sted, de politiske beslutningstagere fra højrefløjen tænker på, når de skal finde penge til at tackle enhver større krise, vi står over for. Det skyldes til dels den fejlagtige traditionelle opfattelse af, at samhørighedspolitikken er en sparepolitik for nogle medlemsstater og en udgiftspolitik for resten. Et eksempel på en win-win-situation for polske arbejdere og bulgarske borgere: Det er rigtigt, at de nye sporvogne i Sofia er blevet finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Men det er også rigtigt, at disse sporvogne er blevet fremstillet og leveret til Sofia af en polsk virksomhed i byen Bydgoszcz.
For det andet: Skal vi fortsætte med at bruge BNP som den eneste indikator for, om en region har brug for EU-penge til sin udvikling? Det er et spørgsmål, vi er nødt til at diskutere for samhørighedspolitikkens fremtid. Skal vi ud over BNP også definere et sæt indikatorer, der tager højde for socioøkonomiske aspekter som arbejdsløshedsprocent, uddannelsesniveau og adgang til sundhedsydelser? Og hvad med at tilføje klima- og miljøaspekter som f.eks. hvor meget en region er udsat for virkningerne af klimaforandringer, og hvad dens behov for tilpasning til disse forandringer er? Vores regioner er meget forskellige, og det er deres behov også; at lade det hele være baseret udelukkende på BNP er måske ikke den bedste løsning i fremtiden.
For det tredje er det ofte sådan, at storbyområderne i de store europæiske hovedstæder er omgivet af sårbare områder med svage socioøkonomiske indikatorer. Det er det, vi kalder intra-regionale forskelle. Dette spørgsmål skal behandles i den fremtidige samhørighedspolitik gennem mobilisering af det økonomiske potentiale overalt og skabelse af kvalitetsjob.
For det fjerde, hvad med større inddragelse af lokale og regionale myndigheder i beslutninger, implementering og overvågning af brugen af midlerne? Det ville være en bedre måde at investere smartere på, øge absorptionen af EU-midler og bringe resultatet tættere på borgernes reelle problemer.
For det femte det presserende spørgsmål om affolkning. Samhørighedspolitikken skal investere i menneskelig kapital og sikre folks ret til at blive i deres regioner og dermed balancere væksten mellem EU's regioner. Det er af afgørende betydning at sørge for konnektivitet som f.eks. højhastighedsinternetforbindelser, også i bjerg- og landområder. Efter i årevis at have fokuseret vores indsats på byområder er det nu på tide at udvide fokus og give EU's territoriale Agenda 2030 en relevant rolle, som Europa-Parlamentet for nylig har krævet.
Alle disse spørgsmål er blevet lagt på bordet. Socialdemokraterne har svarene, og vi mener, at det at lade ingen i stikken ikke bare er et slogan. Det er en politisk dagsorden, som vi er klar til at levere på. Hvis EU fejler i samhørighedspolitikken, vil det være en utilgivelig gave til det yderste højre.
Marcos Ros Sempere er spansk medlem af Progressive Alliance of the Socialists and Democrats i Europa-Parlamentet. Han er gruppens talsmand i EP's udvalg for regional udvikling.
