Sociale og arbejdsmæssige rettigheder for alle EU-borgere

Det skal kunne betale sig at arbejde. En ud af seks europæere tjener ikke nok til at få enderne til at mødes. Selv om de arbejder en hård 40-timers uge eller lægger endnu flere timer - med priser på himmelflugt - kan mange europæere ikke nyde en anstændig levestandard. Vi taler om de mennesker, der holder vores samfund flydende: supermarkedskasserere og hyldeopfyldere, kokke og tjenere, lastbilchauffører og plejepersonale, landbrugsmedhjælpere og vuggestuearbejdere. Disse mennesker er både undervurderede og underbetalte.

Direktivet om passende minimumslønninger vil endelig gøre en ende på denne skandale med arbejdere i fattigdom. Samtidig styrker vi kollektive forhandlinger som den bedste måde at garantere anstændige arbejdsvilkår i hele EU. Europas gamle misforståede opskrift med at sænke lønningerne og nedbryde de kollektive overenskomster på sektorplan gør ondt på folk. Det er tid til forandring, og vi går i spidsen for at få det til at ske: Lønningerne skal op, og arbejdstagernes forhandlingsstyrke skal øges. Mindstelønninger bør fungere som en anstændighedstærskel. At sætte dem på et passende niveau fungerer kun, når der tages højde for leveomkostningerne. Fair mindstelønninger vil gavne utallige europæere ved at mindske lønforskellen mellem kønnene og bekæmpe ulighed.

I dag tjener kvinder stadig i gennemsnit 14,1 % mindre end mænd i sammenlignelige stillinger. En sand skandale i det 21. århundrede.

Vi støtter kommissær Helena Dallis bestræbelser på at indføre et direktiv om løngennemsigtighed - et vigtigt første skridt til at gøre en ende på lønforskellene mellem mænd og kvinder, som stadig er alt for høje. Direktivet vil gælde for alle arbejdsgivere, både i den private og den offentlige sektor, og for alle arbejdstagere. Et stort flertal af EU-landene har ingen juridiske rammer for løngennemsigtighed. Med de nye foreslåede foranstaltninger til løngennemsigtighed vil det være muligt at identificere kønsskævheder i lønstrukturer eller utilstrækkelige lønninger. De nye tiltag vil gøre det muligt for arbejdstagere at opdage løndiskrimination og kræve deres rettigheder. Det vil gavne alle arbejdstagere, ikke kun kvinder.

Pandemien har påvirket kvinder uforholdsmæssigt meget, især dem med lavtlønnede og usikre job. Derfor er vi nu nødt til at fordoble vores indsats for at gøre en ende på lønforskellen mellem kønnene og støtte kvinders økonomiske sikkerhed. Men det er kun en del af problemet. De næste skridt må være at indføre fair mindstelønninger i hele EU, revidere direktivet om lige muligheder, fremme ligebehandling af mænd og kvinder på arbejdspladsen og vedtage direktivet om kvinder i bestyrelser.

Uber og co. sælger gerne ideen om en tredje vej mellem klassiske ansættelsesformer og selvstændig virksomhed. Og hvem ville ikke blive tiltrukket af et job, der lover hurtige penge, fleksible arbejdstider og at være sin egen chef? Men risikoen kan ikke bare placeres på arbejdstagernes og samfundets skuldre, mens platformsvirksomhederne bliver rige og ikke tager noget som helst ansvar.

Hvis Uber-chauffører i dag ikke har nogen kunder, hænger de på regningen for deres brændstof eller deres leasingkontrakt. Hvis Deliveroo-chauffører kommer ud for en cykelulykke under arbejdet, står de uden sygedagpenge. Hvis Helplings rengøringsassistenter bliver chikaneret, hvem skal de så henvende sig til? Og hvem skal betale deres pension, når den tid kommer? Samtidig står traditionelle virksomheder, som tilbyder deres medarbejdere fuld social beskyttelse og en anstændig løn, over for unfair konkurrence fra platformsvirksomheder, som underbyder de sociale rettigheder.

For at sikre, at teknologiske fremskridt omsættes til sociale fremskridt for alle, må vi vedtage love, der garanterer, at platformsarbejdere har de samme rettigheder som alle andre arbejdstagere, og at de samme regler gælder for platformsvirksomheder som for alle andre virksomheder. Nøglen til at opnå dette er at vende bevisbyrden om. Virksomhederne bør være forpligtet til at bevise, at de virkelig har at gøre med uafhængige, selvstændige iværksættere. Hvis de ikke kan bevise det, bør vi antage, at der eksisterer et ansættelsesforhold med platformsvirksomheden, med alt hvad det indebærer af arbejdsgiveransvar og arbejdstagerrettigheder. Det er på tide at garantere arbejdstagernes rettigheder i den digitale tidsalder.

Det er så bekvemt: Med et enkelt tryk på vores smartphones kan vi bestille mad hjem eller et lift til hvor som helst. Men appsene skjuler pænt den virkelige historie om platformsarbejderne, som alt for ofte fratages en rimelig løn, nægtes socialforsikring og nægtes betalt orlov og anstændige arbejdsforhold. Mens digitaliseringen vender op og ned på vores verden og ændrer den måde, vi arbejder, producerer, forbruger, elsker og lever på, skal vi sikre, at det ikke er arbejderne, der betaler prisen. Derfor kæmper vi for, at platformsarbejdere skal betragtes som ansatte med alle gældende rettigheder, medmindre platformsvirksomhederne kan bevise, at de har at gøre med ægte selvstændige. Gennem denne "afkræftelige formodning" om et ansættelsesforhold kan vi sikre, at platformsarbejdere får de rettigheder, de bør have ret til, såsom mindsteløn, socialforsikring, sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse, sygeorlov samt retten til at organisere sig og deltage i kollektive forhandlinger.

S&D har altid bestræbt sig på at sikre, at EU sætter mennesker først, og vi insisterer på, at sociale rettigheder skal have samme prioritetsstatus som økonomiske og miljømæssige mål. To år efter det sociale topmøde i Porto - hvor vi fastsatte vigtige forpligtelser og mål - vendte S&D-gruppen for nylig tilbage til Portugal for yderligere at styrke vores kamp for en velstående fremtid for alle europæere.

I Göteborg i 2017 leverede vores politiske familie den europæiske søjle for sociale rettigheder. Fire år senere vedtog det sociale topmøde i Porto en handlingsplan med konkrete forpligtelser og mål. I maj 2021 fokuserede vi på at styrke den sociale søjle og tackle de sociale konsekvenser af Covid-19-pandemien og krigen i Ukraine.

Porto-topmødet definerede tre sociale hovedmål inden 2030: en beskæftigelsesgrad på mindst 78 % i EU, mindst 60 % af de voksne skal deltage i uddannelseskurser hvert år, og antallet af mennesker, der risikerer social udstødelse eller fattigdom, skal reduceres med mindst 15 millioner - herunder fem millioner børn. Men det er stadig ikke nok. Vi efterlyser flere mål, f.eks. skabelse af kvalitetsjob, mindst 80 % dækning af overenskomstforhandlinger inden 2030, nul dødsfald på arbejdspladsen og udryddelse af hjemløshed inden 2030.

Vi ønsker et Europa, hvor alle arbejdstagere tjener en anstændig løn, hvor alle familier har råd til et sted at bo, og hvor ingen børn vokser op i fattigdom. Europas fremtid vil være social, ellers vil der ikke længere være noget Europa, som vi kender det, og som vi ønsker det. For at opnå dette er vi nødt til at øge indsatsen for at indfri vores løfte om at sikre alle europæere et anstændigt liv og et anstændigt arbejde. Det er det, den sociale søjle handler om.

De økonomiske konsekvenser af Covid-19-pandemien skaber store nye forhindringer for unge mennesker, der forsøger at finde kvalitetsjob. Faren for udnyttelse er meget reel. Det er på tide at kalde ulønnede praktikophold ved deres rette navn: en form for udnyttelse af arbejdskraft og en krænkelse af unges rettigheder. Det er derfor, vi fører kampagne for at få forbudt ulønnet praktik og praktikophold på de europæiske arbejdsmarkeder. Vi står for millioner af unge europæeres ret til at blive behandlet retfærdigt på arbejdspladsen og til at forbedre deres økonomiske og sociale vilkår. Unges rettigheder hører til øverst på EU's dagsorden.

Inden 2030 kan vi reducere ungdomsarbejdsløsheden i Europa med mindst 50 %! Ungdomsgarantien, som blev gennemført af socialdemokraterne efter den sidste økonomiske krise, har hjulpet mere end 10 millioner unge i job. En succeshistorie, som vi er stolte af, og et godt værktøj, som vi kan tilpasse til nye udfordringer. Nu skal vi tage skridtet videre - med investeringer for at skabe kvalitetsjob og et forbud mod ulønnet praktik, som udnytter unge og krænker deres rettigheder. Det er på tide at sætte unges rettigheder øverst på EU's dagsorden.

Selvom asbest har været forbudt i EU siden 2005, og endda før det i mange medlemslande, indeholder mange bygninger fra før stadig asbest, og 80 % af de arbejdsrelaterede kræfttilfælde, der er anerkendt i EU, er forbundet med dette stof.

Det anslås, at mellem 4,1 og 7,3 millioner arbejdstagere er udsat for asbest. 97 % af disse arbejdstagere er i byggesektoren, herunder relaterede erhverv som tagdækkere, blikkenslagere, tømrere og gulvlæggere, og 2 % er i affaldshåndteringsindustrien.

S&D-gruppen er overbevist om, at der ikke bør spildes tid og gøres en indsats for at begrænse arbejdstagernes eksponering for dette yderst farlige stof - hovedårsagen til arbejdsrelateret kræft i Europa. Det er på tide at leve op til vores forpligtelse til visionen om ingen arbejdsrelaterede dødsfald.

I september 2022 foreslog Europa-Kommissionen en revision af direktivet fra 2009, der skulle beskytte arbejdstagere mod asbestrelaterede risici. Forslaget levede ikke op til vores forventninger. Vi har opfordret til en grundig revision af asbestlovgivningen for at sikre ordentlig beskyttelse mod arbejdsrelaterede kræftformer. Det kræver meget strengere eksponeringsgrænser på 1000 fibre pr. m3, som vi opfordrede til i Parlamentets beslutning, der blev vedtaget i oktober 2021. Den grænse, som Kommissionen har foreslået - og som EU's medlemslande indtil videre har accepteret - er ti gange højere, så deres ambition er ti gange lavere. Vi vil arbejde utrætteligt for at nå vores mål om nul arbejdsrelaterede dødsfald i Europa.

80 millioner europæere mangler en bolig, de har råd til. Hver dag vokser antallet af mennesker, der kæmper for at betale deres husleje eller energiregningerne til opvarmning af deres hjem. I stigende grad bliver mellemindkomstgrupper også ramt af en boligkrise, der er blevet alvorligt forværret under Covid-19-krisen. Bolig er en menneskerettighed, og alle europæere skal have adgang til anstændige boliger til en overkommelig pris.

Den omsiggribende boligkrise er også en markedssvigt. Boliger er blevet genstand for spekulation. Samtidig fremskynder "Airbnb-effekten" spiralen af udlejningspriser og gentrificering til et niveau, hvor lokale beboere ikke længere kan finde og have råd til en bolig. Vi må sikre, at der er et velreguleret marked, som er i stand til at levere boliger til en overkommelig pris til alle. At løse boligkrisen vil blive en prøve på solidariteten og sammenhængskraften i vores samfund. At lade ingen i stikken betyder først og fremmest at give alle tag over hovedet. For at løse boligkrisen opfordrer vi til en integreret EU-strategi for at skabe gunstige rammer for nationale, regionale og lokale myndigheder.

Vi foreslår en række progressive politikker som f.eks. foranstaltninger til kontrol af lejepriser, udelukkelse af sociale udgifter fra finanspolitikken, regler for hotel- og restaurationsbranchen for at undgå "turistificering", revision af satsen for overbelastning af boligudgifter, inddragelse af kriterier for boligers bæredygtighed og støtte til den cirkulære økonomi. Offentlig boligpolitik bør udelukkes fra konkurrence- og statsstøttereglerne. Vi kræver, at boliger til en overkommelig pris skal indgå i det europæiske semester, og at nationale planer for boliger til en overkommelig pris skal indarbejdes i de nationale reformprogrammer. Alle fortjener et sted at kalde deres hjem.