Nu hvor det nuværende langtidsbudget nærmer sig sin afslutning, stiller Europa-Parlamentet krav om en mere ambitiøs finansiel ramme for at tackle de stigende udfordringer.
Den Europæiske Union skal, ligesom de enkelte medlemsstater, sikre de nødvendige midler til at opfylde sine løfter til borgerne. Uden tilstrækkelig finansiel opbakning risikerer disse forpligtelser blot at blive forhåbninger. Det er netop derfor, at EU opererer med en flerårig finansiel ramme (MFF) - EU's langsigtede budget. Den eksisterende FFR, der strækker sig fra 2021 til 2027, blev vedtaget i 2020 af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemsstaterne i Rådet. Selv om der kun er gået seks år, har det globale landskab ændret sig dramatisk, hvilket understreger det presserende behov for en FFR med tilstrækkelige ressourcer efter 2027. Tiden er inde til at diskutere og forhandle.
Det første formelle skridt i denne proces fandt sted i dag i Strasbourg, hvor Europa-Parlamentets plenarforsamling vedtog en rapport, som jeg var medforfatter til i Parlamentets budgetudvalg. Denne rapport skitserer de vigtigste prioriteter, som vi ønsker at se behandlet i lovforslaget for MFF'en efter 2027. Europa-Kommissionen forventes at fremlægge dette vigtige forslag senere på sommeren. Dets godkendelse afhænger af Europa-Parlamentets samtykke, som vil følge forhandlinger med medlemsstaterne i Rådet, baseret på Kommissionens oprindelige dokument. Målet er at nå frem til en aftale senest ved udgangen af 2026. Parlamentets vedtagelse af denne betænkning i dag tjener som et klart budskab, ikke kun til Kommissionen, men også til medlemsstaterne, om Parlamentets forventede holdninger i de kommende forhandlinger.
Men hvorfor går vi ind for et mere ambitiøst langtidsbudget efter 2027 sammenlignet med det nuværende? Vores øgede ambitioner skyldes det stigende antal og omfang af udfordringer, som vores borgere står over for, udfordringer, som de enkelte medlemsstater ikke kan håndtere effektivt i isolation. Disse omfatter genopblussen af krig på vores kontinent, den igangværende klimakrise, der manifesterer sig i ødelæggende skovbrande og alvorlige oversvømmelser, en gennemgribende følelse af usikkerhed kombineret med de forværrede økonomiske og sociale forhold, som mange europæere står over for, den truende trussel om handelskrige fra tredjelande sammen med de konkurrenceevneproblemer, der plager vores industrier, og det presserende behov for humanitær bistand globalt, især da USA signalerer en potentiel tilbagetrækning fra den internationale scene og den regelbaserede orden. Dette er blot nogle af de kritiske spørgsmål, der kræver vores opmærksomhed, og som det vil være umuligt at finde løsninger på uden en betydelig stigning i finansieringen af FFR efter 2027.
Perioden for den nuværende FFR - 2021 til 2027 - har allerede testet vores borgere og virksomheder med de dybe chok, som de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af COVID-19-pandemien, de skyhøje energipriser og Ruslands ulovlige angrebskrig og dens vidtrækkende indvirkning på vores sikkerhed har medført. I modsætning til 2020, hvor kun få kunne have forudset disse begivenheder, har vi nu en klarere forståelse af de udfordringer, der ligger forude. Vi må grundlæggende genoverveje, hvordan vi fordeler vores ressourcer, og anlægge en mere strategisk tilgang til udgifterne.
Vi opfordrer indtrængende medlemsstaterne, Kommissionen og alle andre politiske interessenter til at sætte mennesker og deres forventninger i centrum for den næste FFR. Det er den eneste vej til at opnå håndgribelige og synlige resultater og dermed overbevise borgerne om, at det europæiske projekt virkelig tjener deres interesser.
I denne ånd sender vi, socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, et stærkt signal til Kommissionen og medlemsstaterne: Omkring 20 millioner børn i EU er i fare for at blive ramt af fattigdom og social udstødelse. Det er en uacceptabel situation, og vi kræver et dedikeret budget inden for Den Europæiske Socialfond+ til at styrke den europæiske børnegaranti som en central søjle i EU's strategi til bekæmpelse af fattigdom.
Den flerårige finansielle ramme efter 2027 bør omfatte to specifikke instrumenter: et, der er dedikeret til at sikre solidaritet i forbindelse med naturkatastrofer, og et andet til generel krisehåndtering. Samhørighedspolitikken er og skal forblive et investeringsinstrument, der har til formål at reducere de økonomiske og sociale forskelle mellem regioner og samfund i vores Union. Derfor skal vi beskytte samhørighedspolitikken mod at blive opbrugt af konstant nye kriser og afstå fra gentagne gange at bruge den som en sidste udvej, når EU har akut brug for midler til at håndtere nødsituationer.
Desuden skal samhørighedspolitikken fortsat forvaltes af de regionale og lokale myndigheder, som har den mest intime forståelse af deres indbyggeres behov.
EU må ikke overse sine landmænd. Denne sektor er særligt sårbar over for inflationschok, som udhuler landmændenes købekraft betydeligt. Derfor opfordrer vi til tilstrækkelig og forudsigelig finansiering af den fælles landbrugspolitik i den næste MFF.
Hvad angår interne udfordringer i EU, må vi også anerkende de trusler, der kommer fra lande uden for vores grænser. Forsvar og sikkerhed bør indtage en fremtrædende plads i EU's næste langsigtede budget efter 2027. Men det må ikke medføre nedskæringer eller omdirigering af midler fra vigtige socialpolitikker. Løsningen på dette tilsyneladende dilemma - sikkerhed versus socialpolitik - ligger i at etablere et nyt system med ægte egne indtægter, en foranstaltning, som S&D-gruppen længe har været fortaler for.
Det vil ikke kun sikre en bæredygtig tilbagebetaling af EU's fælles gæld, men vil også garantere Europas evne til at reagere effektivt på kriser og imødekomme befolkningens behov. S&D-gruppen insisterer også på, at ny fælles låntagning skal være tilgængelig for at sikre, at Unionen har tilstrækkelige ressourcer til at give et kollektivt svar på de mange udfordringer, vi står over for, herunder forsvar, og at Parlamentet denne gang fuldt ud udøver sin rolle i denne proces.
Endelig, og det er afgørende, skal respekt for retsstatsprincippet være en absolut forudsætning for at få adgang til europæisk finansiering, både under det nuværende og det fremtidige langsigtede EU-budget.
Carla Tavares er et portugisisk medlem af Europa-Parlamentet fra S&D-gruppen og medforhandler af EU's næste flerårige budget efter 2027 i Parlamentets budgetudvalg.
